For mennesker, der lever med følger efter overgreb eller vold kan hverdagen være svær at håndtere. Derfor lancerer Fefeo nu to nye projekter, der gennem frivillige skal yde støtte til mennesker, der lever med senfølger efter overgreb eller vold.
De to nye projekter er støttet af Social- og Boligstyrelsen. Projektet Hverdagsmestring er et gratis gruppebaseret tilbud, der skal hjælpe deltagerne med at håndtere det, der kan være svært i hverdagen, når man lever med traumereaktioner. Fefeo Bisidder er et gratis tilbud til voksne, som oplever betydelige barrierer i mødet med myndigheder.
“Vi ved, at traumereaktioner efter vold eller overgreb kan påvirke kroppen og psyken. Det kan få betydelige senfølger, der kan komme til udtryk vidt forskelligt fra menneske til menneske,” fortæller Kirsten Trans.
Hun er direktør i Fefeo, der arbejder for, at både børn, unge og voksne, der er berørt af seksuelle overgreb, får støtte, behandling og beskyttelse.
“Når senfølger kan få en så afgørende betydning for menneskers liv, er det vigtigt for os i Fefeo at være med til at skabe løsninger, hvor mennesker med senfølger kan blive styrket i deres hverdag og i mødet med myndigheder. Derfor lancerer vi de to projekter,” siger Kirsten Trans.
Støtte kan være afgørende i livet
Fefeo Bisidder retter sig primært mod borgere, der er i dialog med kommunale myndigheder, fx jobcenter, socialforvaltning, sundhedsvæsen eller rehabiliteringsteam. Med en bisidder kan de få støtte til at møde op, bevare overblikket, høre og huske det, der bliver sagt, stille spørgsmål eller efterfølgende handle på aftaler og frister.
Fefeo Hverdagsmestring er et gruppeforløb, der omfatter 6 mødegange. Fokus er på det, der er svært at mestre i hverdagen. Det kan blandt andet handle om belastning, struktur, relationer, grænser, familieliv samt kontakt med myndigheder og andre systemer.
“Begge projekter har fokus på at støtte mennesker med senfølger. Vi ved, at den støtte kan være helt afgørende for mennesker, der lever med traumereaktioner. For nogle vil det være afgørende at få støtte til bedre at kunne mestre hverdagen, for andre er det at kunne få støtte i situationer, hvor borgeren møder myndigheder og behandlingssystem,” fortæller Kirsten Trans.
Frivillige får grundig oplæring
Begge projekter bygger på frivillige. Det kan være mennesker med social-, sundheds- eller anden relevant faglig baggrund, men også personer med betydelig livs- og erhvervserfaring.
For begge projekter gælder det, at Fefeo sørger for en meget grundig oplæring og ramme for indsatsen, så både projekternes frivillige og deltagerne kan føle sig trygge i forløbet.
“Den frivillige indsats kan noget helt særligt. Men når det handler om sårbare mennesker skal vi sikre, at de frivillige føler sig rustet til opgaven og kender rammerne. Derfor bliver det en meget stor del af projekterne,” siger Kirsten Trans og fortsætter:
“Vi vil i den kommende tid rekruttere frivillige og arbejde med oplæringen, inden vi er klar til at invitere borgerne ind i projekterne. Det handler blandt andet om kendskab til traumereaktioner, gruppefacilitering, belastningsstyring, rollegrænser og håndtering af vanskelige situationer,” fortæller Kirsten Trans.
Fefeo søger frivillige med interesse for det social-, sundheds- eller menneskefaglige område. Det kan eksempelvis være studerende på psykoterapeutiske eller andre relevante uddannelser, mennesker med erhvervserfaring fra området eller pensionerede fagpersoner.
Mere information
Se mere om projekterne og mulighederne for at arbejde frivilligt i Fefeo Bidsidde og Fefeo Hverdagsmestring på www.fefeo.dk
For yderligere kontakt: Direktør Kirsten Trans, tlf. 3025 3862

