Fefeo Bisidder er et gratis tilbud til dig, der lever med følger efter seksuelle overgreb, fysisk eller psykisk vold. Tilbuddet gælder borgere, der bor i Region Hovedstaden.
Tilbuddet er for dig, der oplever, at traumereaktioner gør møder med myndigheder utrygge eller vanskelige at håndtere.
Du kan bruge Fefeo Bisidder, hvis du skal til møde med din kommune, jobcenter, sundhedsvæsen eller anden myndighed.
Bisidderne i Fefeos bisidder er frivillige, der er udvalgt af fagfolk. De har alle modtaget en grundig oplæring i både forståelse af traumareaktioner og arbejdet som bisidder.
En bisidder er et menneske, der støtter dig før, under og efter mødet med myndigheden. Du kan bruge Fefeo Bisidder til ét eller flere møder op til fem møder.
Før mødet hjælper bisidderen dig med at få overblik over, hvad mødet handler om. I skriver ned, hvad du gerne vil snakke om eller spørge om, så du er forberedt på mødet.
Bisidderen kan hjælpe dig med at aftale, hvad du kan gøre, hvis mødet bliver vanskeligt. Det kan for eksempel være pauser, langsommere tempo eller bestemte ord, du kan sige, hvis du har brug for at stoppe.
Målet er at gøre det lettere for dig at være i mødet. Det betyder, at du bliver mere tryg og får bedre overblik over, hvad der er aftalt, og hvad der skal ske efter mødet.
Alle bisidderen har været gennem en grundig proces, hvor de er udvalgt og har gennemgået en oplæring i at være bisidder for mennesker med traumereaktioner. Det vil sige, at de har en viden om traumereaktioner og senfølger.
Bisidderen støtter dig under mødet ved at være til stede og hjælper dig med at huske de vigtige ting, der bliver sagt. Er noget ikke tydeligt under mødet, kan bisidderen også hjælpe dig med at få uddybet og afklaret det.
I taler om, hvad der blev aftalt og hvilke ting, du måske selv er usikker på. Skal du følge op på noget, taler I om det og lægger måske en plan for opfølgningen.
På længere sigt er det også tanken, at du bliver bedre til at håndtere møder med systemet selv, så du får større selvtillid og bedre mulighed for at følge op på de aftaler, I når frem til.
Du henvender dig til Fefeo. Herefter bliver du kontaktet af en projektleder for en dialog om, hvad mødet handler om, hvad du har brug for hjælp til, og hvad du forventer af bisidderen. Sammen afklarer I, om dit behov ligger inden for de muligheder, som vi har i Fefeo Bisidder.
Det er vigtigt at være klar på, at bisidderen ikke er din sagsbehandler eller juridisk rådgiver.
Fefeo behandler dine oplysninger sikkert og kender reglerne om fortrolighed. Du kan være sikker på, at dine personlige oplysninger ikke deles uden grund, og at de bliver slettet efter bestemte tidsfrister.
Fefeo registrerer kun de oplysninger, der er nødvendige for at kunne håndtere henvendelse, match, bisidning og opfølgning. Alle borgere registreres med et anonymiseret ID, og adgangen til personoplysninger begrænses. Der arbejdes med adgangsstyring og faste slettefrister.
De frivillige introduceres til reglerne om fortrolighed og datahåndtering og får kun adgang til de oplysninger, de har behov for i forbindelse med den konkrete bisidning.
Som frivillig bisidder gør du en stor og vigtig forskel for mennesker, der lever med senfølger efter overgreb eller vold, og som oplever betydelige barrierer i mødet med myndigheder og sundhedsvæsenet.
Du hjælper før, under og efter mødet med at skabe struktur, overblik og tryghed i situationer, hvor traumareaktioner kan gøre mødet svært og uoverskueligt.
Før mødet mødes du med borgeren. Du hjælper med at skabe overblik over mødets formål og indhold. I definerer sammen de vigtigste spørgsmål og afklarer praktiske forhold.
Under mødet sidder du sammen med borgeren og er en kilde til støtte og stabilitet. Du hjælper med at notere vigtige aftaler, frister og næste skridt. Du er opmærksom på borgerens tilstand og respekterer de aftaler, I har lavet forud for mødet.
Efter mødet følger du kort op med borgeren om, hvad der blev aftalt, hvad borgeren selv skal gøre, og om der er uklarheder, som behøver opfølgning.
Det er vigtigt at være klar på, at du ikke er partsrepræsentant. Det vil sige, at du skal føre borgerens sag.
Som bisidder skal du have evnen til at forblive rolig og empatisk i komplekse situationer.
En bestemt uddannelse er ikke et krav. Men det er en stor fordel at have livserfaring eller faglig baggrund inden for sociale, sundhedsmæssige eller myndighedsforhold.
Du kan være pensioneret lærer, socialrådgiver, pædagog, politibetjent, eller du har erfaring fra offentlige institutioner, sundhedsvæsen eller socialt arbejde.
Du modtager en grundig oplæring, hvor du får viden om traumareaktioner og om opgaven som bisidder til møder.
Oplæringen giver dig en fælles faglig og praktisk ramme for arbejdet og værktøjer til at håndtere mødesituationer trygt og struktureret.
Du giver mennesker i vanskelige situationer konkret, praktisk hjælp. Det kan få en helt afgørende og livsforandrende betydning for det menneske, som du er bisidder for.
Samtidig udvikler du kompetencer inden for kommunikation, struktur og håndtering af komplekse mødesituationer. Du får indsigt i, hvordan traumareaktioner påvirker mennesker i mødet med systemer og myndigheder.
Du står aldrig alene som frivillig bisidder. Projektlederen er tilgængelig for sparring, og vi har professionel supervision cirka hver anden måned.
Du kan altid bede om hjælp, sige nej til en opgave, hvis du ikke er klar, eller give besked, hvis en bisidning bliver personligt eller fagligt belastende.
Dine transportudgifter godtgøres efter Fefeos regler.
Du arbejder under en frivilligaftale, som klart definerer rolle, ansvar, fortrolighed og datahåndtering.
Hvis du er interesseret i at blive bisidder, sender du først en ansøgning, hvorefter du indkaldes til en samtale.
Der indgår desuden reference og habilitetsafklaring. Du tilknyttes gennem en frivilligaftale med klare rammer for rolle, fortrolighed, datahåndtering og kontaktveje
Kontakt Fefeo for at søge eller få mere information om at blive frivillig bisidder.
Ved tilmelding accepterer du at modtage vores nyhedsbrev og giver samtykke til vores persondatapolitik.