Kronik i Berlingske 21. sep. 2025 (link åbner i nyt vindue)
Af Kirsten Trans psykoterapeut og direktør i Fefeo
I Danmark har vi sundhedspakker til alvorlige sygdomme – som kræftpakkerne – der sikrer udredning, behandling og opfølgning. Men for børn, der har været udsat for vold eller seksuelle overgreb, findes ingen sådan pakke. Det burde der.
DR’s dokumentar Indefra med Anders Agger – Børnehuset har rørt Danmark. Vi ser børn fortælle om det værst tænkelige: vold og seksuelle overgreb. Vi ser fagfolk i børnehusene, som arbejder tæt sammen med politi, kommuner og sundhedsvæsen om at udrede barnet og sikre en eventuel anmeldelse af overgrebspersonen. Det er vigtigt – men det er kun første skridt. For det, vi ikke ser, er lige så afgørende, nemlig, hvad der sker bagefter? Når kameraet er slukket, og barnet har fortalt, står mange stadig uden hjælp.
Et samfund kendes på, hvordan det tager vare på sine mest sårbare. Når vi lader børn stå alene efter at have fortalt om vold eller overgreb, svigter vi ikke bare barnet – vi svigter vores fællesskab.
Jeg har i flere år påpeget, at Danmark hverken har en national plan, tilstrækkelig viden eller de nødvendige kompetencer til at beskytte og hjælpe børn efter seksuelle overgreb. Situationen er uændret, og børnene betaler prisen.
Når et barn fortæller om overgreb, bør det udløse handling – ikke tavshed. I Danmark har vi kræftpakker. Hvorfor har vi ikke en overgrebspakke, der sikrer børn og familier reel støtte, behandling og opfølgning, når børn rammes af noget, der aldrig burde ske?
Fra udredning til uvished
I 2023 var over 1.000 børn alene i Region Syd igennem et børnehusforløb. Det svarer til tre børn om dagen, om hvem der er viden eller mistanke om vold eller seksuelle overgreb, og som møder op i Børnehuset med deres historie. Her bliver de lyttet til. Her bliver der udredt og afhørt. Og herefter… sker der alt for ofte for lidt eller ingenting. Udredning og vurdering er slut, men hvad med behandling, støtte og opfølgning?
Havde det været kræft, ville det være utænkeligt. Når det handler om overgreb, accepterer vi det tilsyneladende, og det er en moralsk prøve, vi som samfund ikke består.
Det er her, svigtet starter.
Undersøgelser fra VIVE (2024) og det Strategiske Netværk under Social- og Boligstyrelsen (2025) viser tydeligt, at der ikke findes nogen landsdækkende plan for, hvad der skal ske med barnet efter Børnehuset. Det er op til den enkelte kommune. Og den opfølgning, barnet får – hvis nogen – afhænger af postnummer, tilfældigheder og økonomi, ikke af specialiseret faglig viden.
Data viser, at selv når Børnehusene anbefaler en indsats, bliver den alt for ofte ikke fulgt. 65 procent af børnene får en støttende indsats inden for seks måneder, men hvad er det for en indsats? Og hvad med de andre 35 procent?
Havde det været kræft, ville det være utænkeligt.
Risikoen for livslange senfølger
Når et barn udsættes for overgreb, stopper skaden ikke. Ifølge Social- og Boligstyrelsen lever 60-80 procent af de voksne, der har været udsat som børn, med alvorlige senfølger. Det kan være psykiske lidelser, fysiske sygdomme eller misbrug. Mange mister tilknytningen til arbejdsmarkedet, er i langvarig afhængighed af overførselsindkomst og ender ofte i social udsathed.
For samfundet betyder det store udgifter til sundhed, sociale ydelser og tabt arbejdskraft.
Havde det været kræft, ville det være utænkeligt. Når det handler om børn udsat for seksuelle overgreb, accepterer vi det – og det er en moralsk prøve, vi som samfund ikke består.
Det er ikke kun barnet, der svigtes – det er hele systemet
De fleste kommuner har en beredskabsplan, som loven kræver – ofte tilgængelig på hjemmesiden. Men alt for sjældent følges den op af konkrete handleplaner, økonomi, bred forankring og reel implementering i forvaltninger, skoler og institutioner.
Resultatet? Fagpersoner i daglig kontant med børn ved for lidt om overgreb. De kender ikke til deres forpligtelse og ved ikke, hvor de skal henvende sig, eller hvordan de sikre hjælp til barnet.
Når læreren eller pædagogen ikke ved, hvordan hun skal handle, er det ikke hendes personlige fejl – det er et systemisk svigt.
Og problemet starter ofte længe før. Grunduddannelser som lærer, pædagog, sygeplejerske og socialrådgiver indeholder sjældent undervisning i vold og seksuelle overgreb. Derfor står fagpersoner ofte alene. Og barnet står alene med dem – eller uden dem.
Vi har brug for en overgrebspakke
I Danmark har vi sundhedspakker til alvorlige sygdomme – som kræftpakkerne – der sikrer udredning, behandling og opfølgning. Men for børn, der har været udsat for vold eller seksuelle overgreb, findes ingen sådan pakke. Det burde der.
Vi bør få en national overgrebspakke, der bygger på to ben: politiske beslutninger, der sætter en klar ramme, og konkrete ændringer i praksis, som mærkes i børns og familiers liv.
En overgrebspakke er ikke blot en teknisk løsning. Det er et udtryk for, at vi som samfund vælger at stille os på barnets side – konsekvent og forpligtende.
Politisk skal der besluttes:
Vi bør få en national overgrebspakke, der bygger på fire områder: En politisk beslutning om, behandlingsgaranti med specialiseret hjælp samt en tydelig beskrivelse af forløbets trin – fra underretning og udredning til plan for støtte, behandling, opfølgning og evaluering.
For det andet skal de eksisterende kommunale beredskabsplaner forankres i bindende nationale standarder, så de ikke blot ligger på en hjemmeside, men bliver brugt aktivt og fulgt op med handling på skoler og institutioner.
Fagpersoner skal have adgang til klar viden og praktisk træning, så læreren, pædagogen eller sygeplejersken ikke står alene i tvivl, når et barn viser tegn på mistrivsel, og hvordan de professionelt skal agere.
For det fjerde må de relevante grunduddannelser – for lærere, pædagoger, socialrådgivere og sundhedsprofessionelle – indeholde undervisning i vold og seksuelle overgreb mod børn, så de fra første dag i jobbet er rustet til at opdage og handle.
Et spørgsmål om prioritering
I dag prioriterer vi udredning af barnet, og retssag mod overgrebspersonen får ofte stor opmærksomhed. Men vi glemmer, hvad der sker med barnet, når der ikke er prioriteret en sammenhængende indsats bagefter, og dermed udsættes barnet for nyt svigt, og den skyldige er nu systemet. Og det svigt bliver dyrt både menneskeligt og samfundsøkonomisk. Senfølger kan vare hele livet, og de rammer ikke kun den enkelte, men også familien, netværket og samfundsfællesskabet.
Derfor er spørgsmålet ikke længere, om vi har råd til en national overgrebspakke. Spørgsmålet er, om vi har råd til at lade være.
Et menneskeligt samfund måles på, hvordan vi tager vare på de børn, der ikke selv kan råbe op. Vores børn har krav på mere end ord. De har krav på handling.
Kære politikere – hvor er overgrebspakken?
