Udgivet i Socialmonitor, 22. oktober 2025 (link åbner i nyt vindue)
Indsatsen for børn, der har været udsat for overgreb, afhænger af, hvilken kommune barnet bor i, og om den enkelte fagperson kender sin rolle og tør handle. Derfor har vi brug for en overgrebspakke.
Af: Kirsten Trans, Direktør i Fefeo, Steffie Syrild, Underviser i Fefeo, Sarah Liv Vangsgaard Winge, Debattør og podcastvært
DR’s dokumentar ’Indefra med Anders Agger – Børnehuset’ ryster mange. Vi ser børn fortælle om seksuelle overgreb. Vi ser fagfolk i børnehusene samarbejde med politi, kommune og sundhedsvæsen om at udrede barnet og sikre en anmeldelse.
Men dokumentaren viser kun toppen af isbjerget.
Det anslås, at 5-10 procent af børn i Danmark udsættes for seksuelle overgreb i løbet af barndommen. Når kameraet slukker, står alt for mange af disse børn og deres familier stadig uden hjælp, støtte eller plan.
I dag er systemet indrettet sådan, at der først og fremmest fokuseres på at sikre sagens gang: barnet bliver afhørt, udredt og undersøgt, så krænkeren kan blive retsforfulgt. Det er afgørende, men det betyder også, at barnets videre liv alt for ofte overlades til tilfældigheder.
Behandling, støtte og opfølgning bliver ikke en del af en samlet plan. Nogle kommuner handler måske, andre gør ikke. Dermed afhænger hjælpen af postnummer og lokale ressourcer – og ofte ikke af barnets behov.
Systemet er indrettet til at sikre sagens gang – barnet bliver afhørt, at beviserne holder, og at overgrebspersonen måske kan dømmes. Men det samme system har ingen guideline til en plan for barnets liv bagefter: for behandlingen, støtten og trygheden, der skal til, hvis barnet skal kunne leve videre.
Senfølgerne varer hele livet
Når et barn udsættes for seksuelle overgreb, stopper skaden ikke i barndommen. Ifølge Social- og Boligstyrelsen lever 60-80 procent af de voksne, der har været udsat som børn, med alvorlige følger.
Det handler om psykiske lidelser, somatiske sygdomme, misbrug, prostitution, brudte relationer og ofte social udsathed med behov for ophold på botilbud eller bostøtte i eget hjem.
Mange mister fodfæstet på arbejdsmarkedet og ender i langvarig afhængighed af overførselsindkomst. Det er en tragedie for den enkelte, men også en regning til os alle. Hver gang vi undlader at handle tidligt, vokser både den menneskelige og samfundsmæssige byrde.
Mange voksne fortæller, at hjælpen enten udebliver eller ikke er den rette.
Vi har alle mødt mennesker, der blev mere syge af den hjælp, de fik tilbudt. Når den støtte, samfundet tilbyder, ikke er kvalificeret, risikerer den at forværre senfølgerne i stedet for at lindre dem.
Pointen er ikke kun, at vi skal hjælpe dem, der allerede lever med senfølger, men at vi skal sikre, at børn i dag får den rette hjælp, så de ikke ender samme sted.
Vi har kræftpakker – hvorfor ikke en overgrebspakke?
Når et barn får en kræftdiagnose, følger der en plan: udredning, behandling, opfølgning. Når et barn fortæller om seksuelle overgreb, følger der ingen plan. Her afhænger indsatsen af, hvilken kommune barnet bor i, og om den enkelte fagperson kender sin rolle og tør handle. Sådan kan vi ikke have det.
Derfor har vi brug for en overgrebspakke. Den skal give barnet og familien en behandlingsgaranti, så der ikke er tvivl om, at der følger hjælp efter udredningen i Børnehuset.
Den skal fastlægge et klart forløb, der beskriver, hvad der skal ske: underretning, udredning, plan for støtte og behandling, igangsættelse af indsats, opfølgning og evaluering. Den skal gøre kommunernes beredskabsplaner forpligtende, så de ikke blot ligger som pdf på en hjemmeside, men omsættes til handling med ressourcer og ansvar.
En overgrebspakke skal være konkret og forpligtende – den skal bygge på en samlet strategi på fire områder. Først og fremmest skal overgrebsområdet ind i grunduddannelserne, så lærere, pædagoger, socialrådgivere og sundhedsprofessionelle allerede fra starten får den nødvendige viden.
Når vi hos Fefeo er ude og undervise studerende, ser vi tydeligt, hvor lidt uddannelse de ellers får om seksuelle overgreb. Det burde være en del af alle grunduddannelser, så lærere, pædagoger, socialrådgivere og sundhedspersonale er rustet til at opdage og handle i tide.
Derudover skal der sikres systematisk opkvalificering af fagfolk, så ingen står alene med usikkerhed, når et barn viser tegn på mistrivsel.
Der skal også være en tydelig overgrebspolitik på alle arbejdspladser, der har kontakt til børn og unge, så både ledere og medarbejdere ved, hvordan de skal reagere. Der skal udarbejdes en national guideline for indsats og samarbejde i et sagsforløb efter Børnehuset, så barnet og familien ikke tabes mellem myndigheder og fagområder.
Endelig skal der ligeledes være behandlingsgaranti, for unge og voksne med senfølger. Det er et dobbelt svigt, når de børn, vi ikke får hjulpet, skal kæmpe så voldsomt siden hen for at få hjælp. Og måske er den enkelte berettiget til hjælp og bliver hjulpet – Men som situation er i Danmark, er der ingen garanti for, at man kommer igennem visitationen, får en behandlingsplads eller behandlingen matcher den enkeltes behov.
Både, når det gælder børn, unge og voksne skal vi huske, at familiemedlemmer ofte er sekundær-ramte og også har brug for hjælp, ligesom de skal ses som vigtige medspillere i den overgrebsramtes helingsproces.
Et spørgsmål om prioritering
Når vi kan samle kræftforløb i en pakke, kan vi også samle indsatserne for børn, der har været udsat for seksuelle overgreb. Det handler ikke om at skrive flere rapporter. Vi ved, hvad der virker.
Det handler om politisk prioritering.
Hver dag sidder børn i Danmark med oplevelser, de aldrig burde have haft. Hver dag lever voksne med følgerne af barndommens svigt. Og hver dag overlades forældre og fagpersoner til at finde vej i et system, der ikke giver klare svar.
Vi har råd til kræftpakker. Spørgsmålet er, om vi har råd til at lade være med at lave en overgrebspakke.
Kære politikere – hvor er overgrebspakken?
Deltag i debatten – send dit indlæg på 300-600 ord, svarende til maksimalt 4.000 tegn, sammen med et billede af dig selv og navn på fotografen til debat@socialmonitor.dk.
