Udgivet i Berlingske, 11. november 2025 (link åbner i nyt vindue)
I dag findes der kun sjældent målrettede kommunale tilbud til mennesker med senfølger efter seksuelle overgreb. Det er et svigt, som samfundet bærer ansvaret for.
Et aktuelt borgerforslag foreslår, at mennesker med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen skal have behandlingsgaranti.
Det burde være en selvfølge, men i dag er det en undtagelse. Kommunerne behøver ikke at vente på Christiansborg. De kan vælge at handle allerede nu. Eller de bør handle nu.
Når børn udsættes for seksuelle overgreb, sker der ofte en dyb forstyrrelse i deres udvikling. Det handler ikke kun om det fysiske overgreb, men om den tillidsbrist og den ensomhed, det skaber, når ingen voksne beskytter eller forstår, hvad der sker.
For mange følger skammen, tavsheden og utrygheden med ind i voksenlivet. Her bliver svigtet gentaget – denne gang af et system, som ikke tilbyder den nødvendige hjælp.
Senfølger er ikke én bestemt diagnose. Det er en kompleks og invaliderende tilstand, der ofte indebærer et miks af angst, depression, kronisk stress, søvnproblemer, utryghed i relationer og oplevelsen af ikke at høre til.
Mange lever i konstant alarmberedskab og kæmper med at passe job, relationer og forældreskab. Ikke fordi de ikke vil – men fordi fortidens traumer stadig farver deres liv, og måske mere end nogensinde.
Behandling skal derfor ikke alene tage sigte på symptomer. Det handler om at genopbygge tillid, identitet og værdighed.
Mange har levet hele livet uden at opleve ægte tryghed med et andet menneske. Det er ikke et vilkår, de har valgt. Det er et vilkår, de har overlevet. Hvis behandlingen ikke tager udgangspunkt i dette – og i det enkelte menneskes tempo – risikerer vi at gøre mere skade end gavn.
På egen hånd
Ifølge § 81 i serviceloven har kommunerne pligt til at støtte voksne med betydelige psykiske vanskeligheder eller særlige sociale problemer.
Formålet er blandt andet at forebygge forværring og forbedre den enkeltes muligheder for livsudfoldelse.
Når man ved, hvor omfattende og langvarige senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen kan være, er det oplagt at se denne bestemmelse som en kommunal juridisk og etisk forpligtelse til at handle.
Alligevel findes der i dag kun sjældent målrettede kommunale tilbud til mennesker med senfølger. Mange overlades til at finde behandling på egen hånd eller via en henvisning fra egen læge til de underfinansierede centre for seksuelt misbrugte.
Hverken regioner, kommuner eller staten har taget fuldt ansvar for behandlingen, og derfor ender ansvaret ofte i et tomrum. Konsekvensen er, at mennesker med senfølger falder igennem systemet.
Umenneskelige konsekvenser
Kommunerne har både et medmenneskeligt og et juridisk ansvar. Det gælder ikke kun, når loven eksplicit foreskriver et tilbud, men også når de mest belastede borgere lades i stikken uden relevant støtte.
Hvis der ikke findes specialiseret senfølgebehandling, må kommunerne sikre, at den opbygges, og at de professionelle, der arbejder med målgruppen, har den nødvendige viden og dygtighed. At undlade det er ikke blot en forpasset mulighed, men et svigt, som samfundet bærer ansvaret for.
Borgerforslaget peger på det uholdbare i, at mennesker med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen i dag må vente i årevis på specialiseret hjælp.
Forslaget opfordrer til at indføre en behandlingsgaranti. Det er ikke urimeligt: Ifølge Social- og Boligstyrelsen og Center for Seksuelt Misbrugte (CSM) udvikler op mod 80 procent af de udsatte behandlingskrævende senfølger.
Når hjælpen udebliver, kan konsekvenserne være fatale. Mange bliver retraumatiserede i ventetiden eller mister helt grebet om livet. De, der har råd, søger hjælp privat. De andre risikerer at glide ud af systemet. Det er ikke værdigt, og det er ikke bæredygtigt.
Når hjælpen ikke gives – eller gives forkert – har det både menneskelige og økonomiske konsekvenser.
Mange med ubehandlede senfølger ender i langvarig mistrivsel og får brug for støtte i form af misbrugsbehandling, psykiatrisk hjælp, jobafklaringsforløb og socialfaglige indsatser.
Flere har svært ved at fastholde beskæftigelse og bliver afhængige af overførselsindkomster.
Andre mister helt tilknytningen til arbejdsmarkedet og opgiver drømmen om at klare sig selv.
Kommunalt ansvar
Konsekvenserne stopper ikke her. Mistrivsel smitter – også ind i familien. Kommunerne må ofte iværksætte indsatser som familiebehandling, rådgivning eller støttepersoner, og i alvorlige tilfælde også anbringelser.
Alt dette kunne forebygges, hvis hjælpen fandtes tidligere og i den rette form. Derfor er behandling ikke blot en udgift. Det er en investering i hele familiers fremtid.
Samtidig er det en menneskeret. Danmark har forpligtet sig til at sikre behandling for ofre for tortur og alvorlige krænkelser. Seksuelle overgreb i barndommen er en af de mest gennemgribende krænkende erfaringer et menneske kan opleve.
Det handler ikke om særbehandling. Det handler om at give en særlig belastet gruppe adgang til reel, kvalificeret og rettidig hjælp. Alt andet er et brud på værdighedsprincippet.
Kommunalpolitik handler om velfærd, værdier og ansvar. At sikre behandling for borgere med senfølger er ikke kun et spørgsmål om økonomi. Det er et spørgsmål om etik. Et menneskesyn viser sig i, hvordan vi møder dem, der bærer de dybeste sår.
Kommunalvalget giver en mulighed for at få dette på dagsordenen. Ikke som et særhensyn, men som et nødvendigt skridt mod et samfund, der ser – og handler – når svigtet gentager sig. Ikke i barndommen denne gang, men i voksenlivet.
Ingen, der har overlevet seksuelle overgreb som barn, skal også overleve det svigt, det er ikke at få hjælp som voksen. Kommunerne kan og bør være med til at sikre, at det ikke sker.
Stil disse spørgsmål til dine lokale kandidater
Behandling er ikke kun en udgift – det er en investering i liv, i værdighed og i fællesskab. Når hjælpen udebliver, bliver regningen langt større – både menneskeligt og økonomisk.
Derfor bør netop kommunalpolitikerne tage dette ansvar på sig. Kommunerne betaler allerede prisen, når mennesker med senfølger lever i mistrivsel, står uden for arbejdsmarkedet, har behov for misbrugsbehandling, specialiseret støtte – eller i nogle tilfælde mister kontakten til deres egne børn.
Alt dette kunne forebygges, hvis hjælpen fandtes tidligere og i den rette form.
Det kommende kommunalvalg er en anledning til at spørge de lokale kandidater:
- Vil du være med til at sikre, at voksne med senfølger får den hjælp, de har brug for?
- Vil du arbejde for, at din kommune tager ansvar både for den enkelte og for fællesskabet?
- Vil du være den, der siger: Nok er nok – vi lader ikke mennesker med ar på sjælen i stikken?
Kirsten Trans er sociolog, socialrådgiver, psykoterapeut og direktør for ngo’en Fefeo – Følger efter overgreb
