Indlæg i Berlingske 28. jul. 2022
Gitte voksede op på børnehjem med tryghed og senere psykisk terror. De voksne glemte at give hende omsorg. Det fortæller Gitte om i bogen »Hvad ingen så« af Kirsten Trans, som her beskriver, hvor vigtig omsorg er for anbragte børn som Gitte.
Af Kirsten Trans, cand.scient.soc. og forfatter
Når et barn udsættes for et seksuelt overgreb, er det afgørende at få hjælp hurtigst muligt. Hvis barnet bliver hjulpet straks, mindsker det risikoen for senfølger senere i livet. Det skal vi som samfund blive bedre til at sikre, skriver Kirsten Trans
Gitte blev traumatiseret efter en belastet opvækst. Anbringelse uden for hjemmet gav hende et hadefuldt selvbillede, og hunmistede tillid.
Et menneske blev nedbrudt af et socialt velfærdssystem, fordi professionelle ikke forstod sig på omsorg.
Det er Gittes historie, men også andres.
Heldigvis er der kommet fokus på anbringelsesområdet angående opkvalificering gennem lovgivning, organisering og faglighed. En synlig struktur er nødvendig, for at vi kan arbejde for en gennemgående kvalitet i anbringelser. Det er flovt, at vi i vores veludbyggede samfund endnu ikke har dette system rullet ud, så det virker hver gang.
Den juridiske og forvaltningsmæssige diskussion om anbringelser er nødvendig, men vi må ikke glemme det vigtigste: Hvad er en god barndom?
Når mennesker fortæller om deres barndom, er det ikke ud fra lovgivning eller samfundsstrukturer. De vil typisk fortælle, om de blev favnet og støttet af de voksne. Det gælder børn, som vokser op hos deres forældre, og det gælder børn, som har været anbragt uden for hjemmet.
At være forældre er ikke et professionelt fag. Forskellen på den gode og den mindre gode forælder afhænger af vedkommendes evne til at give tryghed og skabe mulighed for barnets udvikling mod selvstændighed. Forudsætningen herfor er, at barnet følersig prioriteret og støttet. Barnet må ikke være i tvivl om den voksnes lyst til at gøre noget ekstra for barnets trivsel.
Hos anbragte børn er behovet for tryghed og udvikling ikke anderledes. De har det samme behov for voksenkontakt, om end ikkemere. Selvom opgaven under anbringelse er en professionel opgave, kan vi ikke undsige os, at de ansvarlige voksne skal havemeget af »den gode forælder« i sig, for at anbringelsen vil få den ønskede effekt.
Gittes fortælling
Som syvårig blev Gitte anbragt på børnehjem hos ‘Plejemor’. Om den første aften fortæller Gitte: »Jeg sover ikke … fordi hvis jegsover, så kan der ske farlige ting … Jeg lader, som om jeg sover ved at ligge helt stille med lukkede øjne. Jeg hører, at Plejemortrækker en skammel hen i nærheden af mig og sætter sig … Så tager hun sin hånd op i mit hår og aer mig langsomt ned overpanden. Jeg burde nok blive bange, men det bliver jeg ikke.«
Plejemor forstod også det barn, hun endnu ikke kendte. Hun havde ‘den gode forælder’ i sig. Gitte har mange beretninger om Plejemors tilgang til orden, fællesskab og det enkelte barn. Plejemor beskrives som en voksen, der vidste, at et misrøgtet, mishandlet barn er som et vildt, jaget dyr; det tager tid at opbygge barnets tillid. Man må gå langsomt frem, ellers skræmmer man, og barnets tillid bliver ikke vakt.
Plejemor stoppede, og pædagogerne kom til. Gitte fortæller, at børnehjemmet fik fysiske rammer og struktur som omdrejningspunktet for børnenes ophold. Personalet så ikke adfærd som barnets reaktion på trivsel eller mistrivsel. I stedet blev adfærd vurderet ud fra en opfattelse af, om barnet ville samarbejde eller ej. Det vil sige, jo mere mistrivsel barnet viste gennemadfærd, des mere blev barnet problematiseret og behandlet med konsekvenser.
Gitte var på vagt og kunne ikke finde tryghed eller hvile hos nogen voksen. Hun oplevede at være jaget, kontrolleret og vurderet idet, hun sagde, gjorde og stod for: »Jeg fornemmer godt, at jeg er uønsket … Pædagogerne viser det i måden, de taler til mig på, ignorerer mig og sukker over mig«.
Konsekvenser i livet
I Gittes journal bekræftes, at lederen og pædagogerne ikke ville have hende boende på børnehjemmet. Dette til trods for, at skolepsykologen ihærdigt forklarede, at Gitte havde brug for deres omsorg og hjælp. Ingen på børnehjemmet tog imod skolepsykologens opfordring om at skabe kontakt med Gitte eller at forsøge at forstå hende ud fra hendes dybt traumatiskeoplevelser for eksempel angående hendes mors død.
Pædagogernes tilgang til Gitte gennem hendes anbringelse medvirkede til, at hun opfattede sig selv som ond og livsuberettiget. At Gitte alligevel overlevede, skal forklares med, at hun ind imellem mødte mennesker, som havde ‘den gode forælder’ i sig, og dermed fik hun modvægt til en nedbrydende pædagogik.
Gitte overlevede, men har på mange måder ikke fungeret i sit liv. Særligt har hun haft det svært med myndigheder, behandlere og andre, der ligesom pædagogerne på børnehjemmet har haft en vis beslutningsmagt over hende. Det har blandt andet betydet, at skønt Gitte har haft alvorlig brug for psykologisk hjælp, har hun været tilbageholdende i forhold til at modtage den. Hun frygtede at blive bekræftet i at være et dårligt menneske, som psykologen ikke brød sig om, ligesom det under anbringelse var tilfældet hos pædagogerne.
Gitte har gennem livet været hjemsøgt af mareridt og flashback. Hun har haft en indgroet frygt for pædagogerne, også selvom de ikke længere var en del af hendes liv. Deres dominans har sat dybe mentale spor. Pædagogernes manglende ‘forælderevne’ har medvirket til Gittes liv som psykisk syg. Alt for tidligt måtte hun opgive at være på arbejdsmarkedet, og hun har haft storeudfordringer i sine relationer til andre mennesker.
For Gitte har det været vigtigt, at anbragte børn fremover bliver overdraget til voksne, som har ‘den gode forælder’ i sig. Derfor har hun givet sin historie til bogen »Hvad ingen så«.
Kirsten Trans er cand.scient.soc. forfatter og socialrådgiver. Hun har skrevet borgen »Hvad ingen så«. Kirsten Trans har også arbejdet i Kriminalforsorgen, som behandler i psykiatrien og som faglig chef i Blå Kors Danmark samt privatpraktiserende psykoterapeut.
