Indlæg i Altinget Børn 15. september 2024 (link åbner i nyt vindue)
Fagprofessionelle skal uddannes til håndtering af sager om seksuelle overgreb mod børn, og skoler og daginstitutioner skal have en overgrebspolitik.
Af Kirsten Trans og Steffie Syrild, Hhv. leder og projektmedarbejder, Fefeo
Cirka otte procent af børn i Danmark udsættes for seksuelle overgreb, og der formodes at være et stort mørketal. Desværre fortæller mange voksne med senfølger fra seksuelle overgreb i barndommen, at forholdene aldrig blev opsporet, og at de ingen hjælp fik.
Ulla Lindhardt, som er et eksempel på dette, har opsøgt foreningen Fefeo i håb om en debat. Ulla er hovedpersonen i dokumentaren ‘Var min far pædofil?’, som TV 2 viste onsdag 11. september. Dokumentaren er et af mange eksempler på, at seksuelle overgreb ikke blev opsporet, og farens overgreb mod børnene blev ikke stoppet.
I Ullas familie sker opsporingen mange år senere i forbindelse med farens overgreb mod et barnebarn. I sagen medfører opsporingen netop det, som ofte sker: Der opstår uenighed i familien, nogle nægter eller vil skrinlægge sagen, mens andre tror barnet og vil have sagen undersøgt.
Når en sag opdages, lades barnet typisk i stikken i et konfliktfyldt drama mellem familiemedlemmer, myndigheder, daginstitution eller skole. Der kommer fokus på “sagen”. Ofte i en form for foragt over, at så grusomme ting kan ske. Alle er enige om, at seksuelle overgreb mod børn er absolut forfærdeligt.
Men midt i den konsensus bliver et lille menneske flere gange dagligt glemt. Og det gør kun, at det enkelte barn bliver traumatiseret yderligere. For ja, tanken om, at børn udsættes for seksuelle overgreb, er uudholdelig. Men pointen er, at børn bliver udsat for seksuelle overgreb, og det sker hyppigere, end vi forestiller os.
Samfundet skal erkende overgreb mod børn
Vi bør som samfund tage “tyren ved hornene” og se i øjnene, at der fortløbende foregår seksuelle overgreb mod børn.
Ellers vil sagerne blive ved med at skylle ind uden et dige til beskyttelse af barnet mod flodbølgen af vrede, uvidenhed og ukvalificeret håndtering – og også nye børn vil “drukne”. Lad de gamle flodbølger efterlade sig ringe i vandet, som vi kan tage ved lære af.
Vi skal erkende, at mange børn bliver udsat for seksuelle overgreb. Det næste er, at vi som samfund må handle.
Det kan vi gøre ved implementering af nationale retningslinjer.
Det er nødvendigt, at der kommer en sammenhængende indsats, så fagprofessionelle, som barnet møder, ved, hvordan de skal håndtere en mistanke eller viden. Ligeledes, hvordan de fortløbende skal støtte barnet og give omsorg.
Samtidig med, at Ulla Lindhardt er blevet bevidst om seksuelle overgreb i sin nære familie, fortæller hun, at hun er optaget af samfundets indsats mod seksuelle overgreb mod børn.
Som skolelærer var hun i 15 år uden faktuel viden eller faglige redskaber til at spotte seksuelle overgreb mod børn.*
Hun forklarer, at håndtering af sager om overgreb mod børn kan påvirke samarbejdet med forældre og børn. Ulla ville ønske, at hun gennem sin uddannelse og ansættelser havde modtaget professionelle guidelines.
Hvis man som for eksempel pædagog eller lærer skal turde indgå i opsporing af seksuelle overgreb, er det nødvendigt, at man ved, hvordan man i daginstitutionen eller på skolen håndterer et overgreb.
Fagprofessionelle skal vide, hvad retningslinjerne og procedurerne er, da det vil give barnet de bedste betingelser for tryghed. Ligeledes, hvordan man bedst støtter og giver barnet den rette omsorg undervejs i processen.
Vi kender kræftpakken. På samme måde skal der her være en kvalificeret plan med indsatser, som forud er kendt, og som fagprofessionelle er uddannet til at indgå i.
Vi mener, at det er på høje tide, at det bliver obligatorisk på relevante uddannelsesinstitutioner at få undervisning i opsporing og håndtering af seksuelle overgreb mod børn. Det samme mener Ulla Lindhardt, som understreger, at alle studerende, som skal i jobs med børn, bør få viden om seksuelle overgreb og den gode håndtering af barnet og situationen.
For hvordan kan det være implicit, at fagprofessionelle kan opspore og handle på et emne med så meget tabuisering og berøringsangst, uden at have en grundlæggende viden om emnet? Det kan vi gøre bedre. Og det skal vi gøre bedre. For dem, der får de største ar, er børnene.
Forbyg med tidlig opsporing
Det har alvorlige konsekvenser både på kort og langt sigt, hvis børnene ikke får den rette hjælp, omsorg og behandling.
På kort sigt vil det typisk have indflydelse på barnets læring og udvikling. Barnet kan udvikle PTSD, dissociativ identitetstilstand, fysiske uforklarlige smerter, depression, angst og lignende.
På længere sigt i ungdom eller voksenlivet vil 60 til 80 procent udvikle senfølger i form af psykiske eller somatiske lidelser, misbrug eller manglende tilknytning til arbejdsmarkedet.
Det er blot nogle af de alvorlige senfølger, for listen er lang.
Seksuelle overgreb foregår ofte i det skjulte, og det kan være udfordrende at opspore uden en kvalificeret tilgang, undervisning på relevante uddannelser og en politisk strategi.
En systematisk og målrettet indsats, ved vi, kan have betydning for, at fagprofessionelle føler sig i stand til at håndtere mistanken eller viden om seksuelle overgreb, når den opstår.
For det gør den. Borup-sagen er et godt eksempel på, hvordan både familier, skolen, det faglige personale og ikke mindst børnene kunne have været blevet passet bedre på, hvis der forud havde været en struktureret indsats med kvalificeret viden.
Når de voksne i institutionerne ikke er i stand til at håndtere sager professionelt, bliver børnene glemt og forsømt. Dette er ikke en kritik af fagprofessionelle. For hvordan kan fagprofessionelle agere og handle professionelt, hvis de aldrig har fået viden om, hvordan de skal håndtere en så kompleks sag?
Mellem fem og ti procent af børn i Danmark udsættes for seksuelle overgreb. Seksuelle overgreb medfører alvorlig risiko for, at barnet udvikler kognitive skader og ikke er i stand til den forventede skolegang eller et naturligt samspil med andre børn.
Som samfund er vi bevidste om, at seksuelle overgreb mod børn har vidtrækkende konsekvenser. Derfor er vi mere end nogensinde opmærksomme på at arbejde for en tidlig opsporing – hvilket vil sige, at der er en politisk intention om, at overgreb opdages og stoppes så hurtigt som muligt, så barnet ikke lider mere last, end der allerede er sket, når mistanken dukker op.
Derfor skal man som pædagog, lærer, socialrådgiver, læge eller anden voksen kende til tegn på seksuelle overgreb og være opmærksom på barnets adfærd, trivsel eller fysiske tegn, som kan vække bekymring.
I forlængelse deraf er det vigtigt, at fagpersoner ved, hvordan de skal underrette den kommunale myndighed, som så skal følge op ved at igangsætte en børnefaglig undersøgelse, henvise til regionens børnehus, anmelde til politiet og eventuelt henvise til en sundhedsfaglig undersøgelse. I nogle tilfælde kan der være tale om en akut anbringelse af barnet.
Overgreb kan give senfølger
Landsforeningen Spor, behandlingscentre og forskningsenheder kan fortælle, at et stort antal af unge og voksne, som blev udsat for seksuelle overgreb i barndommen, senere lever et invalideret liv med voldsomme senfølger efter overgrebene.
Senfølger kan vise sig i form af psykiske lidelser, negativt selvbillede, misbrug, skrøbeligt netværk, manglende livsstruktur eller ustabil tilknytning til arbejdsmarkedet.
Det er kærkomment, at vi som samfund satser på høj grad af opsporing af seksuelle overgreb mod børn – men det er svært at få øje på, hvad det er for en indsats, man vil opspore til.
Opsporing er nødvendig for at stoppe et eventuelt mønster om seksuelle overgreb mod et barn. Opsporingen gør det muligt at retsforfølge den krænkende part. Samfundsborgeres hævntrang og retsfølelse bliver imødekommet, men opsporingen afhjælper ikke de skader, som barnet er blevet påført af overgrebene.
Når et barn udsat for seksuelle overgreb senere i livet udvikler alvorlige senfølger, er det fordi, at seksuelt misbrug er særligt destruktivt. Barnet er krænket i den dybeste kerne af sin selvopfattelse og forstyrres i sin identitetsudvikling.
Skam og hemmelighedskræmmeri
Seksuelle overgreb er indlejret i et hemmelighedskræmmeri, som barnet i tavshed må være i. Barnet lærer her, at det ikke frimodigt kan fortælle om sine oplevelser, eller om hvordan det har det. Barnet bliver efterladt i en forvirring om, hvad det må, og hvad der er farligt.
Barnets mest personlige grænse er overskredet, og det forstår barnet ikke og kan dermed ikke håndtere situationen. Barnet vil typisk ikke kunne skelne handlingen fra sig selv. Det vil sige, at for barnet bliver ’det slemme’ ved det seksuelle overgreb sammenhængende med, at barnet ser sig selv som slemt.
Barnets udvikling i social tilpasning bliver hæmmet. Hemmeligheden og skamfølelsen begrænser barnets frimodighed i fantasi og leg. Barnets usikkerhed og tilbagetrukkenhed bevirker en eksklusion fra fællesskabet med andre børn. Dermed får barnet ikke trænet de sociale spilleregler.
Gennem årene fører denne manglende socialisering og manglende skabelse af nære relationer til vanskeligheder og en fastlåst ensomhed, som – hvis man ikke gør noget ved det – følger barnet ind i voksenlivet.
Når den unge eller voksne udsat for seksuelle overgreb i barndommen fortsat er præget af overgrebene i sin udvikling eller indhentes af overgrebene i form af symptomer på posttraumatisk stress, er der tale om, at vedkommende har senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen.
Når senfølgen indfinder sig, er den ikke en umiddelbar konsekvens af noget i nutiden, men skal ledes tilbage til det, den er en følge af, nemlig de seksuelle overgreb. Man ved, at hvis barnet får rette hjælp hurtigst muligt, så øges chancen betragteligt for, at barnet ikke senere udvikler senfølger.
Nationale retningslinjer
Derfor bør vi samfundspolitisk træffe beslutning om en målrettet indsats om forebyggelse af senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen. Dette kan ske ved nationale retningslinjer.
Samtidig er det nødvendigt, at man i den politiske overvejelse om nationale retningslinjer har for øje, at der ikke kan blive tale om en afgrænset indsats, eksempelvis 12 samtaler hos en psykolog. Der er flere forhold, som bør håndteres forud for og sideløbende med psykologbehandling.
Fra specialcentre viser forskning, at det er nødvendigt med en helhedsorienteret indsats. Barnet skal trives i sin hverdag og i sin skolegang, være tryg ved sine voksne, have gode jævnaldrende relationer og vide, at familien også får hjælp.
Dernæst bliver det muligt at profetere af psykologisk behandling med fokus på de seksuelle overgreb. Der er udviklet effektfulde specialiserede pædagogiske indsatser, som skal gå forud for og ydes sideløbende med en psykologisk behandling. Der findes forskellige traumeforløsende metoder, som kan overvejes i behandlingen.
Nogle af tilgangene og metoderne er velkendte flere steder i Danmark, mens andre er mindre anvendte. Selvom der kan være forskelle i behandlingsmodeller, er det vigtigt, at en model bliver truffet politisk ved nationale retningslinjer.
Først herfra kan der ske en gennemgående prioritering af området med henblik på specialisering, uagtet hvilken kommune barnet har hjemme i.
Kommer man dertil, at man vil arbejde for sådanne nationale retningslinjer, vil jeg appellere til, at det sker med inddragelse af de centre og fagpersoner, som har viden inden for feltet og de organisationer, som repræsenterer mennesker udsat for seksuelle overgreb i barndommen.
